motto

"Gør det du er bedst til", hed det i en reklame for Danske Bank, som dog måtte lægge sloganet på hylden, da det viste sig meget let at kunne misbruges. Men ikke desto mindre er det en god ide, både når det gælder et firmas produktion, men også på det personlige plan.

I firmaregi handler det om at fokusere og investere i de produkter og aktiviteter, som man er bedst til i forhold til sine konkurrenter, og de områder som giver størst afkast. Samtidig skal man være opmærksom på, at nogle produkter kan være vigtige at have ”på hylden”, selvom de i sig selv ikke giver stor fortjeneste. F.eks. er det nødvendigt for en kiosk at have frimærker, selvom der stort set ingen fortjeneste er på den slags. På samme måde kører restauranter ofte tilbud på deres mad for at få kunder i butikken og tager sig derefter ekstra godt betalt for drikkevarerne.

Indenfor en lang række områder i erhvervslivet ligger den største fortjeneste på de sekundære produkter. Håndværkerne tjener ekstra godt på materialer frem for arbejdslønnen, supermarkederne på impulskøbene frem for dagligvarerne osv. Det er derfor altid en god idé at afdække mulighederne for og inkorporere mersalgsprodukter.

Som individ er der ofte mange ting, du er god til og ikke mindst har lyst til. Det er som bekendt lysten, der driver værket. Men det er vigtigt, at du samtidig har øje for, hvilke af din evner og interesser, der kan generere penge. Hvor vil du på sigt få mest ud af at investere din tid og dine resurser?

Mange mennesker styrer gennem livet uden at stoppe op og stille spørgsmål til det, de gør – både eksistentielt, men også arbejdsmæssigt. Hvorfor er jeg der, hvor jeg er? Er jeg glad for det, jeg beskæftiger mig med, eller ville jeg i virkeligheden hellere lave noget helt andet? Og hvordan kommer jeg derhen?

Hvis man koger en gennemsnitsdanskers arbejdsaktivitet ned til det basale, så drejer det sig kort sagt om at få en fornuftig løn og et tilfredsstillende indhold i de ca. 40 timer, man har til rådighed om ugen.

De fleste lader sig nøje med et almindeligt lønmodtagerjob. MEN hvis du stopper op og tænker dig godt om, så er der formentlig noget sjovere, du kan beskæftige dig med som selvstændig. Det er naturligvis mere risikofyldt økonomisk, men hvis det går godt, så kommer du som regel også til at tjene meget mere, end du nogensinde ville have gjort som lønmodtager. Og bedst af alt: Det er dig selv der bestemmer.

En af hovedårsagerne til depression er fornemmelsen af at være bundet og ikke at kunne bestemme over sit eget liv. Det undgår du helt som selvstændig. Du har som regel heller ikke tid til det.

Kontakt ALBUS og få fokus på det rigtige